Skru op!

Graviditet uden for livmoderen…

Fortsættelse fra mit indlæg *ligger der en lille bønne og vokser i mig?’ – hvis du ikke har læst det, så klik her, da du går glip af vigtige detaljer.

 

Vi slap min dagbog mandag den 19 februar 2018. Jeg havde skrevet dagbogen, fordi jeg synes det ville være interessant, med alle de tanker man har frem til den første scanning, hvor man ligesom får bekræftet, at den er god nok, terminsdato er der og så bliver der igangsat vandre journal og alt det der…

Men sagen er den, at da jeg kom til scanninger 23. februar kl. 11., ja så var der ikke noget på scanningen… jeg kan huske min gynækolog sagde “din slimhinde i livmoderen er ekstraordinær smal, så der er ingen sandsynlighed for, at der ligger et eller andet og vokser.. til gengæld.. hvad er det.. hmm, detr er et stort mørkt omrids her, som min scanner ikke er god nok til at se.. men det ligner altså noget uden for livmoderen”.

Jeg kan huske jeg tænke “ja ja, går det væk af sig selv eller hvad?”,. jeg mærkede også et lille stik af ærgrelse, for jeg var virkelig klar til en baby – og det har jeg været lige siden. (sidebemærkning: det har for mig og Rasmus været ret kraftfuldt og mærke “okay det her er faktisk noget vi virkelig gerne vil, vi er mega klar”.. Det eneste gode ved hele min graviditet uden for livmodere-historie, det er at jeg havde blødning/menstruation der i start februar, for det gjorde bare, at jeg hele tiden havde det sådan “jeg skal sgu lige se det før jeg tror det”.

Min gynækolog fortalte at jeg skulle direkte videre på Hillerød hospital på gynækologisk akutmodtagelse, og han ville tage min blodprøve med det samme, så svarene ville være fremme allerede senere på dagen (så vi ligesom havde sprunget den del over når jeg kom på hospitalet). Dit var som, at det lige dér gik op for mig, “okay, det her er måske en anelse alvorligt”..

Jeg kom på akutmodtagelsen og blev mødt af et meget professionelt hold læger, jeg kan huske at de havde godt travlt, og fordi jeg ingen smerter havde overhovedet, var der en masse timers ventetid – men ca. hver 20. minut kom der en sygeplejerske og gav status på hvor lang ventetid jeg kunne forvente, samt for at tilsikre sig, at jeg ikke var blevet dårlig.

Da det blev min tur på et tidspunkt den fredag aften, kom der en gynækolog-læge (eller hvad fane de nu hedder) samt en sugeplejerske, de åbnede en stue på deres dags-afsnit, for at have tid og ro til mig (top service man!). Jeg blev undersøgt grundigt i 45 minutter (ja der er jo kun én vej ind –  og ja det er længe at have hhv. scanner og hånd oppe i skeden). Lægen og sygeplejersken brugt meget tid på at forklare mig alt hvad der skete, og de fandt både illustrationer og natur-teknik-plastisk-torso frem, så jeg vidste præcist hvor den sad. Min graviditet (ja det kalder man det, men der er ikke noget der vokser ud over væv og blod, og grunden til at det er high-alert-akut, er at den her samling af væv og blod, faktisk kan briste anytime, og så har vi en bughule (fagfolk I må rette mig hvis det hedder noget andet – men ja hele maven) fyldt med blod – dvs. indre blødninger. Og ja, indre løsninger kan man dø af, hvis man ikke blir opereret med det samme.)

Men min graviditet sad sådan lige på ‘kanten’ af æggeleder og livmoder – typisk sidder den ude i æggelederen – men der hvor den sad hos mig, gjorde så at hvis jeg skulle opereres, så ville man ikke gøre det med kikkert (som er standard for dem i æggelederen) men så ville man lave ‘bikini-snittet’, som ja er et snit der hvor bikinitrusse-kanten er. Så jeg vidste ligesom at hvis jeg skulle opereres, så ville det være den helt store pakke (hvorfor nøjes ;))

De fortalt mig at mit graviditetshormon-tal skulle ligge under 3000 for at undgå kirurgisk indgreb – mit blodprøvesvar fra tidligere på dagen viste 2200 – og det fordobles i døgnet.. så de gik benhårdt efter at nå at behandle mig medicinsk inden mit tal blev for højt. Jeg fik taget nogle andre blodprøver, for at tilsikre at jeg kunne tåle den medicinske behandling som ville blive foretaget dagen efter – altså om lørdagen.

Jeg fik af vide at stort set alle forløb er total unikke – at metaforen omkring at stå ved et floddelta hvor floden deler sig konstant, var et ret godt billede på hvordan forløbet bliver. Så jeg var dermed ikke sikret at det virkede.

 

Jeg fik af vide at jeg ikke måtte være alene.. som i sket ikke.. kan huske lægen sagde “altså du må gerne gå i bad alene, men din mand kan altså ikke lige smutte en tur i Netto”.

 

Jeg mødte ind lørdag morgen og tog en håndfuld piller – 20 stk. Det er cellegift man bruger – dvs en meget mild form for kemo.. Jeg fik af vide, at jeg kunne blive sådan influenza-dårlig og inden for et par uger, skulle jeg så meget gerne begynde at bløde. For når jeg begyndte at bløde, ville det betyde at kroppen selv var igang med at klare det.

 

I de efterfølgende 10 dage, fik jeg taget blodprøve hver 3. dag, for at tilsikre at HCG-tallet blev lavere, den første blodprøve viste at tallet var helt oppe på 2800, dvs. lige under smertegrænsen for operation. Men så begyndte det også at falde, og små 2 uger efter jeg havde taget cellegiften så begyndt jeg at bløde. Hvilken lettelse – ingen operation i første omgang.

Herefter gik der 2,5 måned med blodprøve fast hver mandag indtil HCG-tallet var helt i 0.. jeg har efterfølgende fundet ud af, at jeg har været heldig, at det kun tog 2,5 måned – for de fleste er det mere end 4 måneder..

Det var 2,5 måned, hvor jeg ikke var alene.. Hvis Rasmus skulle noget, ja så skulle ham finde en eller anden, til at komme og være sammen med mig. Det var en lettelse da tallet endelig var 0, og jeg var ude af det!.. Men så bankede næste tanke allerede på – bliver jeg nogensiden rigtig gravid igen? Vil min krop kunne klare endnu en omgang?.. Og meget mere, som snart kommer i et indlæg, der handler om, når man er 100% klar til at blive gravid.

 

Hvis du selv sidder midt i graviditet uden for livmoderen, så vil jeg sende masser af lys og varme afsted din vej, jeg forstår din utålmodighed, din sorg, din lettelse eller hvad du må side med af følelser<3

 

Kæmpe krammer fra Sofie

 

 

 

1 kommentar

  • Marissa

    Det lyder som mig ene forløb 🙂
    Jeg har dog været gravid på hormonspiral 3 gange. Men fordi jeg heldigvis var obs på min krop kunne jeg nå at få cellegiften.
    Men det er nogle lange seje måneder, hvor man er afhængig af andres tilstedeværelse.
    Fik virkelig respekt, da en overlæge kiggede mig i øjnene og sagde. “ det er en meget farlig og lumsk diagnose. For de fleste føler sig ikke dårlige. Men pludseligt kan de besvime af indre blødning. Og dø. Vi har desværre haft patienter, der ikke har lyttet og har været alene”

    Heldigvis er jeg kun blevet mødt af helt fantastiske fagpersoner i forløbet på hospitalet. Og som du siger, bliver man scannet grundigt 😉
    Og den ene var jeg heldig foretog min operation, da jeg oplevede en missed abortion er par måneder efter, da hormonspiralen (endelig) blev dømt for farlig for min Krop. (Efter 3 gang turde lægen ikke længere lade den sidde, selvom de efter 1 og 2 gang havde sagt, at det aldrig skete)

    Tak for at sætte lys på, en til tider, ømtålelig sag.

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste opturs indlæg

Skru op!