“Er det ikke skønt at være gravid?”….. – Sofie La Fille
Graviditet uden for livmoderen...

“Er det ikke skønt at være gravid?”…..

Kære læser. Her kommer det til dato mest personlige jeg nogensinde har delt.. Det findes ikke på instagram eller youtube.. Det er en sårbar og ærlig deling uden filter, fra dengang jeg blev gravid med Hugo. Vi har jo et ønske om at blive gravide nu, og det føles sandt at dele det nu, inden en ny og helt anden graviditet melder sig. Tak for at læse med.

 

Da jeg blev gravid med Hugo i 2013, var det slet ikke planlagt, slet ikke. Jeg var kærester med Rasmus, boede selv i en lejlighed med min bedste ven og levede, synes jeg selv, en rimelig nice tilværelse.

 

Jeg boede i Vanløse, havde et studie, hvor jeg virkelig følte mig tilpas, og et fritidsjob, hvor jeg havde de mest fantastiske kollegaer, som jeg også sås med uden for arbejde. En tirsdags godnatøl med min roomie, kunne nemt ende i en bytur til et af de få steder der nu har åbent i København en torsdag nat.

 

Jeg var 23 år. Siden jeg var 15, havde jeg været på p-piller. I forbindelse med et lægeskift, skulle jeg lige have kontrolleret blodtryk og den slags for at få fornyet min p-pillerecept. Jeg var lidt sent ude til at få bestilt tid, og da der var lidt ventetid, betød det, at der nåede at gå én cyklus uden p-piller. Jeg fik den nye pakke og skulle så lige vente til min første menstruationsdag for at starte på p-pillerne igen. Den kom så bare ikke..

 

Jeg havde hørt, at hvis man tænker over, om hvorvidt man nu er gravid, kan det psykiske udskyde ens menstruation. Jeg stod derfor ved kassebåndet i min lokale Netto, så, at der var graviditetstest, og tænkte “den nupper jeg lige, så jeg lige får ro på, så menstruationen kan komme”. Jeg tog testen, da jeg kom hjem, og på ét sekund vendte hele min verden. Der var to streger. TO STREGER!!!! Jeg kontrollerede pakken for at sikre, at det virkelig var korrekt. Jeg sendte også billede af testen og pakken til min veninde, der er sygeplejerske, for at hun via sin faglige kompetence lige kunne bekræfte mig i, at den altså var positiv. Jeg ringede til min bofælle og sagde, at han godt kunne køre direkte hjem med det samme.

 

Her efter ringede jeg til Rasmus, som sagde, at han lige stod og skiftede cykeldæk og ville ringe lidt senere. Rasmus fik clearet sine tanker på en cykeltur og ringede herefter og sagde, at vi selvfølgelig skulle gøre det. Han sagde, at han var villig til at sælge sin lejlighed i Helsingør og flytte ind til mig, men at jeg også var velkommen til at flytte ind hos ham. Han sagde, at vi kunne lave lejligheden om, så det ligesom var vores sammen.

 

Jeg fortalte det til familie og venner, da jeg var 7-8 uger henne, alle som én syntes, at det var det mest vidunderlige i verden. Alle omkring mig glædede sig på mine vegne. Alle lykønskede mig. Der var bare et kæmpe stort men.

 

Inde i mig var der slet ikke en vidunderlig følelse. I de første måneder af graviditeten omsluttede mørket mig langsomt. Jeg gjorde de ting, jeg skulle: sagde lejlighed op, flyttede op til Rasmus, gik til jordemoder, scanninger, og så videre. Men inde i mig var der bare mørkt. Jeg sagde de ting, jeg skulle, i forhold til, at man jo ud ad til skal være taknemmelig for graviditet. Der er mange, der ikke kan få børn og prøver over flere år og går med denne sorg. Og med barnløshed i min familie, så jeg burde jo være taknemmelig. Men inderst inde var jeg det overhovedet ikke.

 

Jeg følte, at hele mit liv blev stjålet fra mig, alt det der fyldte mit liv – venner, fester, byture, frihed – følte jeg blev taget fra mig. Jeg kunne pludselig ikke drikke alkohol, og jeg elskede en fyraftensøl, en tirsdagsbrandert med min bofælle, en spontan bytur en fredag aften. Pludselig kunne jeg ikke det mere. Jeg oplevede, at folk ikke længere inviterede mig til arrangementer, hvor alkohol var omdrejningspunktet, fordi jeg jo ikke længere kunne indgå i rammesætningen. Jeg følte mig helt alene.

 

Når jeg mødte mennesker sagde de “er det ikke bare det skønneste at være gravid?” Jeg smilede og sagde ja, for jeg ville jo ikke være hende den utaknemmelige, men inderst inde var der en lille stemme, der med nedtrykt mine sagde nej.

 

Jeg opbyggede en overfladisk “det er da cool nok – nu ser vi hvad der sker”-attitude, men inderst inde havde jeg en følelse af, at jeg selvfølgelig ikke kunne det her, at jeg da på ingen måde kunne sætte en rask og sund baby i verden.

 

Til trods for læge- og jordemoderskift i forbindelse med min flytning, blev jeg mødt af meget kompetente jordemødre, der spottede, at jeg ikke lige syntes, det var det skønneste at være gravid. Jeg kom i risikogruppen for fødselsdepression og mine jordemoderaftaler varede ofte halvanden til to timer. Det var først meget sent i min graviditet, at jeg hørte fra en anden gravid, at hun altså kun var til jordemoder i max 15-20 minutter ad gangen, og dermed kunne jeg godt lure, at jeg havde et udvidet forløb.

 

Hele temaet for min graviditet var “jeg kan ikke”. Når jeg så fødselsbilleder til fødselsforberedelse, krummede mit indre sig sammen, og jeg var så angst for, at jeg skulle ligge sådan der – nøgen, stor og blottet og tro jeg kunne føde – for det ville jo ende i en fiasko.

 

Jeg syntes ikke selv, jeg var dejlig som gravid. Når jeg så billeder af andre gravide, hvor de smilede og var glade, tænkte jeg helt inderst inde “nej nej nej, hvor er det dog synd for hende, at hun selv tror, hun er smuk”. Jeg ved nu, at det blot var en spejling af lige netop dén følelse, jeg selv havde. Jeg havde ikke selv givet mig tilladelse til at være smuk.

 

Jeg havde inderst inde en bevidsthed om, at det nok skulle gå galt. Jeg skulle nok tabe barnet. Jeg skulle nok føde i uge 25, uden at barnet overlevede. Jeg skulle nok føde et dødfødt barn til termin. Jeg var så overbevist om, at jeg ikke kunne gøre det, at jeg op til terminsdatoen aftalte med en præst, at jeg kunne ringe til hans akutnummer i tilfælde af, at vi skulle have en lyndåb på fødegangen. Han vidste ikke, at min oprigtige tanke ikke var “hvis” men “når vi skal have en lyndåb”.

 

…Fortsættes  i del 2 – klik her for at læse del 2.

Jeg delte fast et billede om måneden, men altid sløret ved ansigt og krop, kun maven kunne ses.

Londontur i november 2013. Et af de få billeder fra min graviditet hvor man kan ane maven . ellers altid selfies, så det kun var ansigt og ikke hele kroppen.

10 kommentarer

  • Sofie

    Wow bare wow.
    Jeg er så glad og taknemmelig for at du gider dele det med os.
    Jeg havde samme følelse omkring at jeg var grim og fødselen nok skulle gå galt. Og den kom omkring uge 9. Og forsvandt ikke igen. Og jeg havde inden jeg blev gravid gået i lang tid og sagt jeg meget gerne ville være gravid fordi jeg troede det var det jeg ville. Det gik så ikke som jeg havde tænkt. Og det første halve år kunne jeg ikke mærke til jeg elskede ham sådan som alle siger man gør. Lang historie kort her 3 år senere har jeg en sund rask lille dreng og elsker ham ubetinget udover alle grænser. Og glæder mig på en hel anden måde til at blive gravid igen

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Kære Sofie
    Tror din oplevelse er mere normal, end du tror, vi taler bare ikke så meget om det. Jeg boede heller ikke sammen med min kæreste, da jeg blev gravid. Alt var kaos og afmagt, og jeg var frygtelig sårbar og ensom. Jeg blev først rigtig glad for min datter, nogle måneder efter hun var født. Tak for at dele din historie ❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Ole

    Sofie jeg kan rigtig godt forstå dig
    Nu kan jeg jo ikke selv bliver gravid men tanken om at skulle have børn ligger så fjernt fra mig ikke fordi jeg ikke kunne være en god far

    Men fordi at hele min verden skal lave som jeg slet ikke i tvivl om du er en god mor i dag hvor er det fedt at se din energi du har fået tilbage din søn ser skøn ud jeg håber virkelig du får en dejlig en mere ❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Olivia

    Jeg har en søn på 3 mdr.
    I starten af graviditeten gik jeg med en fornemmelse af at jeg ikke ville gå tiden ud. Det gjorde jeg heller ikke. Han kom små 3 uger før tid. Jeg havde på fornemmelse at han ville være lille, fagpersonalet sagde han var normal i vægt. Han vejede 2,3 kg ved fødslen og fik sonde den første uge af sit liv. Hvor er jeg glad for din fornemmelse ikke blev til virkelighed! Søde Hugo ❤️ For jeg tror virkelig den gravide ved mere end man umiddelbart regner med! Og hvor er det godt der var noget fagpersonale der spottede din utilpashed. Graviditet bliver tit romantiseret. Det samme gør fødsler. Hvor er det rart med et ærligt blogindlæg!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Louise göning

    Woaw,hvor er det smukt skrevet.tager virkelig hatten👒af for din ærlighed og åbenhed 👏🏼

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Linda

    Sikke et fint indlæg… 🙏🏼

    Jeg er gravid lige nu, planlagt og det hele.. Dog har jeg indimellem sådan en lille knude i maven og irriterende sætninger “fuck det kan jeg sqda ikke det her! Jeg blir en elendig mor, jeg vil hellere med pigerne ud og drikke øl” Jeg er ved at brække mig når nogen omtaler min større vægtøgning som smuk.. 🤮
    Så TAK for at dele og afsløre at jeg (heldigvis) ikke er hel alene med ikke at synes det er verdens fedeste følelse at være gravid.. 😘😘

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Camille

    Du er for sej, tak for at sætte ord på den præcis samme følelse jeg havde 🙏🏼

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • <3

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Elisabeth

    Jeg stod/står i samme situation som dig. Én måned efter jeg mødte min kæreste var jeg (uplanlagt) gravid. Jeg – og alle andre – har/havde svært ved at forstå hvor hårdt det var psykisk pludselig at skulle omstille sig til at være gravid. Tak for din deling ❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Jackie

    Du er så smuk Sofie ♥️♥️♥️♥️ Hvis jeg kendte dig på det tidspunkt ville jeg have fortalt dig det ♥️ Tak for en sårbar og smuk deling ♥️

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste opturs indlæg

Graviditet uden for livmoderen...