“er det ikke skønt at være gravid?”.. DEL 2 – Sofie La Fille
"Er det ikke skønt at være gravid?".....

“er det ikke skønt at være gravid?”.. DEL 2

Dette indlæg er 2. del og fortsættelsen på “Er det ikke skønt at være gravid?”… hvis du ikke har læst del 1, så klik her da du ellers går glip af vigtige detaljer <3

Jeg delte fast et billede om måneden, men altid sløret ved ansigt og krop, kun maven kunne ses.

Jeg fik en dag en notifikation fra min gravid-app, hvor der stod at fra nu af, ville barnet kunne overleve uden hjælpemidler, hvis jeg gik i fødsel. I det øjeblik tænkte jeg: “det gælder nok alle andres graviditeter, ikke min”. Jeg var i 8. måned, da jeg for første gang gik i H&M. Jeg kan huske, at jeg tænkte, at “nu må jeg hellere ligne en, der er klar på at få en baby”. Jeg stod og kiggede rundt på alle de små stykker tøj og valgte én bøjle, hvor man fik to bodystockings og tog den med hjem. Den obligatoriske pusleplads blev heller ikke etableret, for jeg tænkte, at der jo ikke kom et barn med hjem, der skulle pusles.

 

Undervejs i graviditeten glædede jeg mig til, at det var overstået. Til babyen var kommet ud død. Til at jeg kunne starte mit ”gamle liv” op igen. Jeg væmmedes ved mig selv over, at jeg havde de følelser, at jeg kunne være et så utaknemligt væsen.

 

Jeg ønskede ikke, at Rasmus skulle med til fødslen. Jeg ville ikke have, at han skulle se mig så ulækker. Når vi så fødselsvideo/billeder til fødselsforberedelse, var det eneste jeg så tykke, hvide lår, blegt ansigt, kruset hår, blegt hvidt ansigt med briller på næsen. Dét skulle Rasmus i hvert fald ikke se, så ville han jo aldrig kunne holde af mig igen, han ville aldrig rigtig kunne tænde på mig igen.

 

I den sidste måned op til fødslen var jeg til en af mine jordemoderaftaler, den jeg husker allerbedst af alle mine konsultationer. Min jordmoder, der som den eneste i verden havde luret, hvordan jeg virkelig havde det, spurgte, hvordan jeg havde det med fødslen. Jeg sagde bare det sædvanlige “Det bliver rigtig spændende”. Så spurgte hun én gang til. Dér samlede klumpen sig i halsen på mig, det hele snørede til, og tårerne pressede på.

 

Jeg var fanget i en ond spiral. Jeg ønskede virkelig ikke, at Rasmus skulle med, jeg skammede mig så meget over, at jeg kunne være så modbydeligt et menneske, at jeg ville fratage en mand muligheden for at overvære sin egen søns fødsel. Og så var jeg igen tilbage til sagens kerne: Jeg ville ikke have at han skulle se mig sådan.

 

Så lige dér overfor jordemoderen gråd-skreg jeg “JEG VIL IKKE HAVE, AT RASMUS SKAL VÆRE MED TIL FØDSLEN!” I dét sekund fik jeg italesat min skam. I det sekund kunne jeg se og forholde mig til min skam. Og i samme sekund gik det op for mig, at om så hele himlen faldt ned om ørene på mig under fødslen, så var den eneste person i verden der skulle være der RASMUS.

 

Jordemoderen var virkelig god for mig, for hun sagde, at hvis jeg var så angst for fødslen, så var det altså muligt at bestille et planlagt kejsersnit. Dér fik hun vækket et eller andet i mig. Jeg oplevede en stærk følelse af, at “jeg skal hvert fald ikke springe over hvor gærdet er lavest. Jeg skal da overhovedet ikke have foretaget kejsersnit. Jeg vil føde, og jeg vil føde uden smertestillende”.

 

Jeg har sidenhen erfaret fra andre kvinder, at kejsersnit absolut ikke er en dans på roser, og at indgrebet, restitutionen og eftervirkningerne fra et kejsersnit er meget voldsomme. Jeg har stor respekt for alle kvinder, der frivilligt eller ufrivilligt har gennemlevet et kejsersnit.

 

Den eftermiddag efter mødet med jordmoderen, sag jeg på sofaen derhjemme, og da Rasmus kom hjem og kunne han se på mig, at ét eller andet var forandret. Han spurgte, om det var godt til jordemoder og jeg var stille længe. Jeg kæmpede en indre kamp, for jeg ville så gerne være ærlig overfor ham og fortælle det, der indtil for få timer siden havde fyldt mit indre. Men jeg var samtidig så bange for, om han ville dømme mig. Med tårerne piblende ned ad kinderne “jeg vil ikke have dig med til fødslen……….. MEN DET MENER JEG IKKE MERE!”.

 

Rasmus mødte mig med forståelse og omsorg, han holdte mig tæt og lovede mig, at han ville være der hele vejen. Gennem hele graviditeten var Rasmus helt vidunderlig, jeg lod ham bare ikke vide ret meget af, hvad der foregik i hovedet på mig. Jeg gik rundt med det hele alene. De sidste få uger før fødslen, blev de absolut bedste af min graviditet. Jeg følte, at jeg nu havde Rasmus med mig og fik en lille følelse af, at det nok skulle gå.

 

Følelsen af, at jeg ikke kunne, sad stadigvæk i mig, og da jeg tænkte, at jeg nok burde anskaffe mig en barnevogn – for sådan noget gør man, når man er gravid – så var der stadigvæk en følelse af, at vi kun ville have barnevognen i få uger, for der ville jo ikke komme noget barn, og så skulle vi jo heller ikke bruge en barnevogn.

 

Vi ramte terminsdagen, jeg havde pakket en lille taske til hospitalet og havde fået lidt udstyr fra nær og fjern. Jeg havde fået familiens vugge op og havde nu en lille bunke med tøj, primært gaver. Jeg gik 13 dage over tid, og i de 12 dage, jeg gik over, var min mor simpelthen så sød til at lave ting med mig. Vi gik ture, shoppede, hun købte tøj til mig, tog mig på restaurantbesøg, så jeg ikke bare gik derhjemme og ventede. Det gjorde ventetiden mere overskuelig, og jeg fik tankerne væk fra “jeg kan jo ikke”. Min mor vidste heller ikke, hvordan jeg havde det inderst inde.

 

Jeg fik en modningspille på hospitalet den 29. januar 2014 om aftenen. Jeg kan huske en murende fornemmelse i underlivet efterfølgende. Rasmus sagde, at jeg skulle sørge for at have en masse krudt i systemet, for hvis fødslen gik i gang, skulle jeg være fyldt op af energi. Så vi tog i Netto på vej hjem, hvor vi handlede til en solid gang pasta cabonara. Rasmus lavede mad til mig, mens jeg lå i sofaen og havde en følelse af grove menstruationssmerter.

 

Vi gik tidligt i seng, og jeg vågnede kl. 04.00 om morgenen med hvad, der føltes som smerter i underlivet, kombineret med en strålende fornemmelse ud i lænden. Klokken seks skulle jeg lige ud og tisse, og så gik vandet ellers i en ordentlig skylle midt i døråbningen til soveværelset.

 

Vi tog på hospitalet, så vi var der klokken ni, og så gik vi ellers i gang – først med begyndende veer og efterfølgende vedrop. Under hele fødslen kørte det igen og igen i mit hovedet: “jeg kan ikke”. Jeg havde det sådan, at jeg bare ville have det til at slutte. Hvad end jordemoderen foreslog, vi kunne gøre, gjorde jeg: sid på bolden, gå rundt, op og ligge i frøstilling, op igen, ud og sidde på toilettet.

 

Jeg kan huske, at midt i tågen tænkte jeg inderst inde, hvor er det dog sødt, at de tror, der kommer et levende barn ud. Jeg havde en følelse af at holde ud, indtil de så ville sige, at det var akut kejsersnit, for jeg kunne jo i virkeligheden ikke. I ugerne op til, havde jeg fået bildt mig selv ind, at jeg kunne, og det forstærkede følelsen af “hvor dum kan man være, du kan jo ikke”.

 

Jordemødrene var meget søde og gjorde alt hvad de skulle. Jeg havde haft to forskellige i løbet af dagen, som begge var afventende og tastede ting på computeren. Jeg oplevede ikke jordemødrene som støtte eller hjælp, men mere som de her hvide kitler, der gjorde de ting, de skulle. Men da der var vagtskifte kl. 23.30 den 30. januar 2014, kom Elsebeth ind ad døren (jeg har et billede af at hun sparkede døren ind og råbte)og sagde: ”Skal vi så se at få den baby ud?” Det var som om, hun fik lullet mig ud af min ”jeg kan ikke”-trance og fik vækket vulkanen og pustet til ilden. Jeg kan huske, at jeg tænkte ”JA FOR FANDEN!! Hvorfor er der ingen der har forslået det?” – men ikke et ord kom frem.

 

Timerne flød lidt sammen, men hun begyndte på et tidspunkt at pakke sterilt ”der kommer baby om lidt”-grej ud, og det var psykologisk et stærkt træk af hende. For først dér, få timer før babyen kom ud, først dér troede jeg på, at der rent faktisk ville komme et levende barn ud. Forløsningen kom, da hun endelig sagde, at jeg måtte presse med aktivt. Babyen lå ikke langt nok nede, så han gled ligesom tilbage hele tiden. Da tog naturkræfterne ved mig, og jeg mærkede den indre vulkan syde og boble. Jeg gav mig mere, end jeg nogensinde har gjort før. Jeg pressede og pressede. Og PRESSEDE OG PRESSEDE i 65 minutter. Jeg fik iltmaske, druesukker og vand samtidig med denne voldsomme energiudladning. Rasmus har sidenhen fortalt, at da han så mig ligge dér og blive helt lilla i hovedet, nåede han at tænkte, om jeg ville dø af det.

 

Og så. 31. januar 2014 kl. 03.27 breakede daggryet. THE DAWN WAS BREAKING!! Den ni måneder lange mørke vinter, der havde opslugt mig, blev afløst af det mest kraftfulde lys, den mest blændende solopgang, jeg i mit liv har været vidne til. Lyset strømmede ind fra alle revner og sprækker. Det hele vendte 180 grader, det var, som om et vakuum blev udløst, som om jeg endelig kom op til overfladen. Da jeg mærkede den brandvarme våde babykrop på min mave, og Hugos øjne, der med det samme kiggede op på mig, udbrød jeg med syngende, skinger, skælvende stemme “SE HVAD VI HAR LAVET! HAN ER HER HER NU! HUGO ER HER NU!” Der gik få minutter fra han lå der, til han tog fat ved mit bryst. Forbundet.

 

Med Hugo kom lyset. Med Hugo kom glæden. Med Hugo kom alle svarene.

Med Hugo kom meningen med livet tilbage i en stærkere form, end jeg nogensinde kunne have forestillet mig.

Tak for at du læste med<3

Hugo er 2 timer gammel, og jeg ligner en der der har fået tæv – Billedet er taget da Rasmus gik på barselsgangen med vores ting og jeg lå og ventede på en portør der skulle køre os op til barselsstuen. Et helt særligt øjeblik hvor der blev knyttet det smukkeste og fineste bånd mellem mit og mit nye liv som nogens mor.

Det tøj han havde på, var den bodystocking jeg købte i H&M da jeg var 8 måneder henne.

17 kommentarer

  • Louise

    Hold kæft et fint skriv!
    Tak fordi du deler en af de nuancer der også kan være i en graviditet!
    Fantastisk at du fin din forløsning ved fødslen! Og lad os sende en kærlig tanke til dem, hvor forløsningen lader vente på sig selv efter en fødsel ❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mathilde

    Det her er det ærligste, mest rå og aller smukkeste blogindlæg jeg har læst i mit liv. TAK for at dele din oplevelse. Det legaliserer ligesom nogle af de tanker man går med som (meget) ny-gravid. Hold op hvor ramte det her bare lige noget i mig…

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Maja

    Fantastisk historie! 😭

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Louise

    Kæreste Sofie, tak for at du åbenhjertigt og uden filter har delt din sårbare historie. Den satte nogle små brikker på plads i mit sind. Jeg er desværre en af de få, som har siddet med min døde datter i armene, efter en dødfødsel. Jeg kender derfor alt til mistroen på at få et levende barn ved mine efterfølgende graviditeter.
    Du er en stærk kvinde, og mange kvinder vil finde forståelse med dette indlæg <3 Tak //Louise

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Årh altså!!

    Well fucking done.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Trine

    HOLD NU OP! Jeg gav mig til at tude da jeg nåede til “din smukkeste solopgang “!!! Wauw stærk fortælling. Åh kommer der ikke en fortælling 3..? Og 4? Os❤️❤️😁

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • A

    Åh gud. Nu ligger jeg og tuder. Hvor er det bare en hudløs ærlig og smuk fortælling. Og hvor kan jeg bare relatere til din oplevelse. Jeg synes hellere ikke det var sjovt at være gravid. Min kæreste og jeg havde forsøgt i et halvt år, så jeg var lykkelig og havde en ide om, at det ville være nemt og fantastisk. Men det var det bare ikke for mig. Fordi mine grænser rykkede sig og jeg gik fra at være udadvendt og ville dele alt, til at ville have mit barn, min baby for mig selv. Og den følelse har jeg stadig. Jeg omtalte i lang tid vores dreng som MIN baby, ikke vores. Jeg græd og forbandede at være gravid hver dag. Jeg ved ikke, hvorfor, men jeg havde den her følelse af at hade alle andre, at de havde så meget frihed mens jeg knapt kunne gå, at de nød deres graviditeter. Selvom det var noget vi jokede med, så sad jeg inderligt og håbede, at hende, der havde den nemme graviditet, ville få en lorte fødsel. Fordi jeg var så misundelig over hendes nemme graviditet. Men da jeg endelig nåede til at få taget vandet og fødte på 9 timer med den sejeste jordemoder, der bare var som SENDT fra himlen, jordemoder Rikke, så var det som om at alt faldt på plads. Selvfølgelig skulle jeg have 9,5 måned med skrald og hårde følelser og oplevelser, fordi jeg fik min lille dreng.

    Tak fordi du delte Sofie. Det er simpelthen det, der er brug for i en verden hvor mange gravide skjuler de helt almindelige sider og tanker af en graviditet ❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Maria

    Fantastisk historie. Jeg sad og tudede til sidst “med Hugo kom lyset”, hvor er det dog fantastisk! Det er virkelig godt skrevet og jeg kan genkende nogle af mine egne følelser (som dig først kom efter fødslen af vores andet barn). Børn er virkelig mirakler <3

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Brynne

    Sikke en fantastisk fortælling ❤️❤️❤️ er så glad på dine vegne og håber I snart får lov at gøre det hele igen – denne gang, med forventningens glæde hele vejen igennem ❤️❤️❤️

    Jeg vil blot lige påpege at du er kommet til at skrive 31. August 2014 – jeg håber da ikke at du pressede i 7 måneder 😅😉

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Camilla

    Tak for din meget ærlige og smukke fødselsberetning. Jeg har selv en “puha, jeg kan ikke”-fornemmelse omkring fødsel. Jeg er ikke gravid, men min kæreste og jeg prøver. Jeg synes det er hårdt at frygte og samtidigt glæde mig til noget SÅ MEGET. Din ærlighed har virkelig gjort at jeg lige trak vejret ekstra ned i maven og tænkte: “Uanset hvad der sker, så klarer jeg den.” Tusind tak, Sofie ❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sanne

    Wooooww en afslutning! Står i mit køkken med tårerne trillende ned af kinderne. Virkelig smuk, stærk og sårbar beretning. Og virkelig velskrevet. Tak fordi du deler🙏

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Rikke

    Sikke en smuk fortælling. Jeg kan genkende mange af dine føleser. Dog desværre ikke de sidste. Da min datter blev lagt på min mave, mærkede jeg ikke en forløsning. Men en “tag’ hende væk! Hun er forfanden ikke min!” jeg fik en voldsom fødselsdepression – og hele min graviditet havde været optakten til den.

    Men tak for din fortælling. For ikke alle graviditeter er smukke indeni, en selv. ❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Trine

    Sofie, tårene triller ned af mine kinder. Jeg kan se mig selv i så mange af alle dine tanker, tusind tak fordi du delte. Det er så smukt skrevet. Tak tak tak ❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Maiken Stantcheva

    Rørende og helt fantastisk at læse. Tak for at du deler, Sofie.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Amanda

    Spaghetti Cabonara var også vores “sidste måltid”, inden vi tog på hospitalet, for at føde vores første. 😂 smuk og stærk beretning, Sofie. ❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Monica Jensen

    Hvor er det skønt at høre nogle sætte ord, levende ord på hvad der beregnes som forbudte tanke. Jeg hadede at være gravid, jeg syntes ærligt at det var en klam følelse at der voksede noget inde i mig.. Jeg turde ikke sige det højt, for bare udbruddene af forargelse når jeg sagde at jeg ville ikke amme, jeg fandt det unaturlig. Jeg elskede da heller ikke den fremmede der kom ud af, for mig der virkede det unormalt. Jeg kan huske følelsen af frihed og gav ham til faderen for jeg kunne komme i bad, skulle være ren. Jeg blev gravid igen et år efter men vidste det skulle bare overståes og så havde jeg gjort mit, blev sterelliseret ved min datters kejsersnit. Trods 41 hæfteklammer I maven følte jeg mig først klar til at være den mor jeg ønskede.. Jeg skammede mig over at jeg ikke følte den der baby kuller.. Men trods at jeg havde svært ved at have mine børn i maven, har jeg det fantastisk ved at have dem ved mine side idag.. At de to af været med til at give mig det største indre kaos i livet er vildt at tænke på når de i dag gør mig til et helt menneske.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Lotte

    Puha! Jeg sidder her, 7 dage over termin, med hårene trillende ned af kinderne. For hvor kan jeg godt relatere til dine følelser. Jeg har heldigvis, ikke som dig, gået alene med mine tanker. Vi har fået hjælp til vores baby og det har gjort, at jeg ikke rigtig tror på min krop fra naturens side egner sig til at være gravid. Det tror jeg stadig heller ikke helt på efter 9 måneder. De første 3 måneder var jeg sengeliggende med kvalme og opkast. Selvfølgelig, for min krop egner sig jo ikke til at være gravid. Efterfølgende har jeg haft mange problemer med mit bækken og har næsten været halvt eller helt sygemeldt hele graviditeten.
    Baby lå forkert og blev vendt for 3-4 uger siden. Jeg regnede ikke med at det lykkes, for min krop egner sig jo ikke til at bære gravid. Så jeg var helt indstillet på at få kejsersnit. Det kom dog ikke på tale, da hun nu ligger med hovedet ned af.
    Jeg har muligvis også begyndende graviditets sukkersyge, selvfølgelig! Lige på målstregen.
    Jeg kan gå i fødsel hvert øjeblik og tror stadig ikke på at jeg kan føde naturligt. Alle andre kan, men ikke mig, for jeg blev jo ikke en gang naturligt gravid. Jeg skal jo nok også sættes igang, for min krop ved ikke selv hvad den skal.
    Jeg har også svært ved at forstå, at der skal komme en levende baby ud af dette. Og jeg tager hele tiden mig selv i, at forberede mig på det værste.
    Forleden sagde jeg til min kæreste, at jeg altså bliver nødt til at tro lidt mere på min krop og hvad den kan. Så det øver jeg mig meget på i disse dage. Jeg forsøger at være god ved min krop og ikke tale så grimt og nedladende til den. Den gør jo bare sit allerbedste.

    Tak fordi du sætter ord på, at alt ved en graviditet ikke er rosenrødt ❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste opturs indlæg

"Er det ikke skønt at være gravid?".....